LARS H. NIELSENS Historie (... den korte)

Som dreng havde jeg en drøm om at gå indmarch ved De Olympiske Lege. Den drøm blev realiseret i 1984, og oveni fik jeg en medalje med hjem fra OL i Los Angeles.

Samtidig studerede jeg idræt og psykologi på Københavns Universitet. Efter min egen aktive ro-karriere sluttede, var jeg landsholdstræner et par år, inden jeg startede som coach og teambuilder i erhvervslivet i 1989. I 1992 blev jeg kontraktansat for 2 år i Jyske Bank som coach og uformelt medlem af ledergruppen. Jeg forestod processen med udvikling og implementering af strategien og en særlig værdibaseret kultur.

Sidenhen har jeg faciliteret visions-, strategi- og teambuilding -processer i en stor del af dansk erhvervslivs mest succesfulde virksomheder (se referencer), og været personlig coach for mange direktører, ledere og ambitiøse medarbejdere.

Jeg har alle årene haft fokus på at gøre de bedste bedre. Min antagelse er, at kompetencen er tilstede (ellers er det jo de forkerte, der er ansat), velvidende at vi naturligvis altid kan dygtiggøre os.

 

Ved siden af mit arbejde i erhvervslivet har jeg løbende haft fornøjelsen at være mental coach for adskillige idrætsprojekter og atleter. Fra 2005 til 2008 var jeg tilknyttet som teambuilder for det tyske America’s Cup projekt i Valancia.

I gennem 5 år har jeg været tilknyttet det norske orienteringslandshold. De sidste 6 år har jeg været coach for triatleten Torbjørn Sindballe, der i den periode er blevet dobbelt verdensmester, samt nr. 3 og 5 ved Hawaii Ironman. I 1996 havde jeg æren at være sparringspartner for den danske guldfirer, da de vandt deres første guldmedalje ved OL i Atlanta. På datidens guldfirer sad Niels Laulund Henriksen. Efter OL i 1996 startede han i OlymPeak. Jeg har haft fornøjelsen at være partner med Niels igennem knap 12 år.

I 2008 indgik jeg partnerskaber med det internationale konsulenthus Lane4 Performance, med hvem jeg deler historie og filosofi, samt med den kognitive psykiater Christian Frøkjær Thomsen.

Min største interesse er, at gøre de bedste teams endnu bedre.